tirsdag den 2. september 2008

Det hele begyndte med en cigarkasse. Ja, det kaldte vi værelset. Jeg boede i kollektiv, og der flyttede en pige ind som kun lige skulle bo på mit værelse en måneds tid. Hun blev hængende et år!! Heldigvis var jeg blevet kæreste med en af de søde fyre i kollektivet. Uheldigvis havde han det mindte værelse, beklædt med bune profilbrædder, deraf navnet cigarkassen. Selvom man er ung og nyforelsket kan man godt have brug for nattesøvn (en gang imellem), og vi var nødt til at udvide sengens kvadratmeter med nogle centimeter i bredden. Det gik rigtig godt med vores allerførste selvbyggerprojekt. Det gav lyst til nye og større udfordringer indenfor selv- og ombygningsområdet, og vi fandt et billigt, gammelt byhus som fik den helt store tur. Intet var imidleritd for stort at kaste sig over og næste projekt blev "Fattiggården" i Søllinge. Købt sammen med to af de gamle kollektivister. Det var fra start et sindssygt projekt, totalt uoverskueligt. Hele hytten skulle bygges om, kun ydermure og tagspær stod tilbage. Fra underskriften på skødet til huset stod færdigt gik 10 år!!Det blev et fantastisk hus, og vi nyder at bo i det. Så vil den naive måske tro at dette var kulminationen på selvbyggerparrets planer, men nej - tro nu ikke at vi har planer om at restaurere Amalienborg, nej mindre kan skam også gøre det. Så nu bruger vi vores weekends og ferier på at ombygge et lille sommerskur på Sydlangeland. Lige nu arbejder vi med bindingsværk, og det er f... noget af en udfordring. Det skal ikke være en 10 års plan denne gang, højst 5, så vi knokler på. Jeg vil følge op med fotos og situationsrapporter fra byggeriet. Vi glæder os til huset står færdigt, så vi bare kan nyde livet i hængekøjen!!